Når du lejer hos Jysk Serviceudlejning, er du sikker på, at det praktiske er i orden.
Før festen
Fest ude eller hjemme?
Når man skal afgøre, om festen skal holdes ude eller hjemme, er der flere ting, man skal være opmærksom på. Det er ofte komfortabelt at holde en fest ude, fordi stort set alt det praktiske er inkluderet i prisen. Omvendt bliver prisen meget mere spiselig, når man selv står for det praktiske. Det kan i mange tilfælde godt betale sig at holde festen hjemme eller i lejede lokaler. Dels fordi leje af service, borde og stole er overkommeligt; og dels fordi man selv kan købe mad og vin til detailpriser – og skulle der blive mad og vin til overs efter festen, så er det en ekstra bonus, at fryseren kan fyldes op.
Festlokalet
Det helt afgørende er selvfølgelig, om det lokale, man har til rådighed, kan rumme det antal gæster, man gerne vil invitere med til festen. Måske skal der justeres på antallet af gæster. Eller måske skal festen flyttes til et større lokale. En fest bliver kun vellykket, hvis der er harmoni i tingene. Det er ikke rart at være gæst et sted, hvor man sidder indeklemt og uden plads til at bevæge armene under spisning. Når du lejer både borde og ens stole hos Jysk Serviceudlejning, er du altid sikker på, at højden mellem bord og stol passer sammen. De fleste har prøvet at sidde ved et bord, hvor der er anvendt forskellige typer lånte stole. Det kan være lidt komisk, hvis bordherren sidder meget lavere end sin borddame – eller omvendt. Det går også galt, hvis stolene er bredere end den kuvertplads, der er til rådighed – specielt hvis bordene står i forlængelse af hinanden, kan det ende med, at stolene på et tidspunkt står mellem to kuverter.
Bordopstilling
Mål lokalet op og lav en tegning. Begynd med at placere bordene, som måler 76 x 180 cm. Der kan sidde 3 gæster på hver side og en ved hver bordende – altså maksimalt 8 gæster, når bordet står frit. For at sikre tilstrækkelig plads, så gæsterne kan rejse sig og forlade bordet, bør man prøve at overholde følgende vejledende afstandsregler:
Afstand mellem væg og bordkant: 60 cm (85 cm hvis der er serveringspersonale)
Afstand mellem de enkelte borde: 120 cm
Bordplan
Når borde og stole er placeret, kan man komme videre med bordplanen. Bordherren sidder altid til venstre for borddamen. Hvis man har svært ved at huske det, så er her en god måde at huske det på: En herreskjorte har knapperne i højre side, og en dameskjorte har dem i venstre side. Derfor kan bordherren og borddamen sidde og kigge ind under hinandens skjorter.
Borddækning
Når du skal i gang med borddækningen, kan du med fordel anvende Jysk Serviceudlejnings bestillingsblanket her på hjemmesiden. Her er det nemlig muligt at se fotos af de enkelte ting, du kan leje til festen.
Selve festen
Toastmaster?
Mange benytter sig ikke af en toastmaster til festen. Værten kan sagtens undvære en toastmaster, hvis de vel at mærke selv styrer festen. For en god fest skal styres. Gerne på en humoristisk måde. En fest uden styring er synd for alle. Det giver forvirring og måske brænder gæsterne inde med festlige indslag til stor ærgrelse ikke mindst for dem selv. Med en toastmaster får du signaleret, at du meget gerne vil have festlige indslag, og sidst men ikke mindst får du sat dem i gang i tide på en systematisk måde. Festen bliver ikke ”finere” eller ”stivere” af den grund. Vælg gerne toastmasteren flere måneder i forvejen, så vedkommende kan forberede sig.
Bed om information
Bliver du bedt om at være toastmaster så få indflydelse på, hvor du skal sidde. Det er vigtigt, at toastmasteren har udsyn til hele selskabet, så det er let at følge med i, hvad der sker. Bed også om en gæsteliste, hvor værterne skriver lidt om hver enkelt gæst og markerer, hvem der eventuelt kunne finde på at sige et par bevingede ord, bidrage med en sang etc. Så kan du forberede små vittigheder til introduktionen af hver enkelt taler. Spørg også til festens program. Er der servering eller buffet? Menu? Musik? Køkkenpersonale? Skal der udnævnes bordformænd? Serveres kaffen i andre lokaler end middagen? Hvis værterne ikke har overvejet dette, kan du som toastmaster hjælpe dem med det.
Toastmasterens rolle
Vær synlig ved festens begyndelse. Hvis du ikke kender gæsterne så godt, kan du stå i nærheden af værten og følge gæsternes ankomst. Mange har også et hjerteformet stykke toast i knaphullet. Endelig kan man markere på bordplanen, hvem der er toastmaster, og hvor han eller hun er placeret. Alt, hvad toastmasteren siger, skal være kort og præcist. Gæsterne må ikke sidde med følelsen af at have kedet sig. Husk, at det er rollen, du skal udfylde for at få festen til at glide. Det er ikke dig som person, der skal fremhæves. Et lille grin får altid aftenen til at glide. Du kan eventuelt medbringe en lille klokke som rekvisit.
Køkkenpersonalet
Sørg for at få en god allieret i køkkenet som medspiller. Det er vigtigt, at maden serveres varm, og at den kan nydes uden alt for mange afbrydelser. En gylden regel er, at ingen talere kommer til, før alle gæster har nydt første omgang af forretten.
Når det går løs
Læg stilen fra starten. Her har du som toastmaster mulighed for at præge aftenens videre forløb. Et godt grin fra starten er en god måde at bryde isen og slå hul på festen. Husk, at du bare skal være dig selv. Du er jo også inviteret som gæst – ikke som professionel toastmaster. Hvis du bare er dig selv, så kan det ikke gå galt. Som regel byder værterne velkommen og giver ordet videre til toastmasteren. Aftal det gerne med værterne på forhånd. Fortæl om aftenens program og eventuelt også menuen. En opfordring til at tilmelde sig talerækken er også en god idé, for der er altid nogle, som foretrækker at drikke sig lidt mod til. Kan du få dem på listen, er du godt hjulpet, for det griber altid forstyrrende ind, når disse spontane talere tilmelder sig alt for sent i forløbet. Du vil nok opleve, at de fleste beder om at komme på til sidst. Lov dem, at du forsøger – men det er dig, der bestemmer, godt hjulpet af de gyldne regler for talerækken.
Talerækken
Hver fest har sin talerække. Hovedpersonerne først og dernæst i faldende rækkefølge ift. hvor tæt på hovedpersonerne, talerne er (familie, venner, bekendte osv.). Betragt festsange som taler. Kun toastmasteren kan vælge at bryde rækkefølgen, hvis det skønnes nødvendigt.
Buffet
Værten kan på forhånd udnævne bordformænd og lave en konkurrence mellem dem. Vinderens bord får så lov til at gå først op til buffeten. Alternativt kan man bare sige, at bord 1 går først, derefter bord 2 etc. Når folk går til det store tag-selv-bord, kan du som toastmaster let miste styringen. En buffet nærmer sig anarki for en toastmaster, fordi alle går op og forsyner sig i eget tempo. Lav et signal på en xylofon, klokke eller andet og fortæl gæsterne, at der sker noget to minutter efter, signalet har lydt. Så har de tid til at fylde på tallerkenen og sætte sig til bords.
Afrunding
Hvis man har lyst og evner, kan man afrunde med et par ord om hvert indslag. Til runde fødselsdage og lignende er det ofte fødselaren, der gør det. Det er en udmærket måde at slutte af på, fordi man takker de mennesker, som har gjort sig umage denne aften. Samtidig vil der næsten altid komme nogle gode kommentarer fra gæsterne i løbet af aftenen, som man så kan spinde lidt videre på og lægge op til den sidste del af festen.
Kørsel
Ingen har lyst til at afslutte en god fest med en dom for spirituskørsel. Måske har du mulighed for at afhente dine gæster i din egen bil, så de kun skal bekoste en taxa den ene vej, nemlig hjem, så er der gode muligheder for en god fest. Skal du selv til fest, kan du måske få din nabo til at køre dig til festen. Så kan du jo køre ham en anden dag, når han skal til fest. På den måde har I mulighed for at varme op hjemmefra.
Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge dette websted, vil vi antage, at du er indforstået med det.OkNej
Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke ved hjælp af knappen Tilbagekald samtykke.Tilbagekald samtykke